Karl Krummes
Deep inside I'm very superficial
Fernisering fredag d. 14. august kl. 17.00 - 19.00.
udstillingsperiode 14. august - 10. september 2026
Hvis du ønsker opskrivning til værkliste gallerianneaarsland@gmail.com
I Karl Krummes nye soloudstilling møder vi mennesker, der ser ud, som
man nogle gange føler sig: lidt skæve, lidt for lange, lidt for korte,
lidt ude af takt med rummet omkring dem. Anatomien er ikke forkert så
meget som ærlig. Figurerne er malet med følelsen som målestok snarere
end kroppen som facit.
Rummene omkring dem er stille. Et bord, en stol, et vindue, en væg,
der virker en anelse for tæt på. Man mærker en ensomhed i personerne,
men ikke nødvendigvis på den dramatiske måde. Mere som når man bliver
opmærksom på sine egne hænder til en fest. Som når stilheden i et
køkken pludselig bliver meget høj.
Der er noget akavet over værkerne, men også noget ømt. Krummes maler
mennesker i det øjeblik, hvor de prøver at tage sig sammen, skjule
sig, blive set eller bare være i fred. Humoren ligger tæt på
sårbarheden: en skæv holdning, et blik der ikke helt ved, hvor det
skal lande, en krop der fylder for meget eller for lidt i sit eget
liv.
Krummes værker placerer sig i en lang kunsthistorisk tradition, hvor
mennesket ikke skildres gennem anatomisk korrekthed, men gennem
erfaring og tilstand. Ligesom det ekspressive figurmaleri gennem det
20. århundrede bruger han forskydninger af kroppen som et billedsprog
for det psykiske og sociale liv. De forvredne proportioner bliver ikke
tegn på fejl, men på nærvær; kroppen fungerer som et følelsesmæssigt
landskab, hvor usikkerhed, begær, fremmedgørelse og længsel efter
kontakt får form. I denne forstand handler malerierne mindre om,
hvordan mennesker ser ud, end om hvordan det føles at være et menneske
blandt andre.
Titlen deep inside I’m very superficial peger på den mærkelige
dobbelthed i at være menneske. Vi længes efter dybde, mening og
nærhed, men bruger også enorme kræfter på overflader: hvordan vi ser
ud, hvordan vi tager os ud, hvordan vi bliver læst af andre. Krummes
gør ikke grin med denne modsætning. Han bliver i den. Maler den frem
med varme, uro og et lille skævt smil.
Farverne er bløde, men aldrig helt trygge. Penselstrøgene holder fast
i usikkerheden i stedet for at glatte den ud. Det er malerier, der
ikke forsøger at imponere med perfektion, men med genkendelse.
Måske er det derfor, værkerne føles så menneskelige. De viser ikke
mennesker, som de burde være. De viser mennesker, som de er, når ingen
rigtig kigger — eller når man pludselig føler, at alle gør det.
Karl Krummes
Karl Krummes (1996) arbejder med olie på stærkt sugende lærred, udtrykket bliver støvet og afdæmpet, som ser vi tilbage på en anden tid.
I Karl Krummes oliemalerier møder vi et persongalleri, der både virker genkendeligt og anonymt. Stemningen er blød og melankolsk. Her er nærvær, humor og genkendelighed, men proportionerne er skæve. Kroppen er for stor og tung, for sådan føler vi ofte. Eller er det tankerne der fylder, og hovedet der er for stort? Det er kropssprog i oliemaling.
Med en sjælden indlevelsesevne maler Karl Krummes mennesker, ikke som de ser ud, men som de føles. Hans værker er undersøgelser, ærlige og kompromisløse. De afbilder det sted i os, hvor vi ikke længere spejler os i kulturens smigrende billeder, men mærker os selv, som vi egentlig er. Hans malerier inviterer os til at reflektere over, hvem vi er, når alle de kulturskabte lag skrælles af.
Karl Krummes studerer på Kunstakademiet i Bergen.
