Eventyret er en af fortællingens ældste former. Dets logik er ikke fremdrift, men gentagelse. Motiver vender tilbage, situationer genopstår, små forskydninger ændrer handlingens retning, og det velkendte antager gradvist en ny betydning. Hver gentagelse er både en erindring og en forvandling. Det er denne struktur, Adrian Cadan udfolder i maleriet.

​

I Eventyr tager Cadan udgangspunkt i fire tilbagevendende motiver fra København – søen i H.C. Ørstedsparken, Langebro, en bygningsfacade og pige ved vindue. Motiverne fungerer ikke som skildringer af byen, men som faste holdepunkter i en vedvarende undersøgelse af, hvordan billeder bliver til. Hvert maleri udspringer af det foregående, og gennem forskydninger i farve, komposition og penselføring ændrer motivet karakter. Gentagelsen fastholder ikke motivets identitet; den producerer forskel.

​

Her indskriver Cadan sig i en malerisk tradition, hvor motivet er et redskab for erkendelse snarere end repræsentation. Som hos Cézanne og Morandi bliver serien en måde at tænke med maleriet på. Perception er ikke en registrering af verden, men en proces, hvor syn, hukommelse og erfaring uafbrudt former hinanden – en forståelse, der ligger tæt på Maurice Merleau-Pontys fænomenologi. Samtidig bliver byen mindre en geografisk lokalitet end et erindringsrum, sådan som Walter Benjamin beskriver storbyen: et sted, hvor erfaring aflejres i billeder, fragmenter og gentagne bevægelser.

​

Gentagelsen er derfor ikke et formelt greb, men værkernes grundlæggende metode. Som Gilles Deleuze formulerer det, frembringer gentagelsen aldrig det samme, men forskel. Hvert billede bærer spor af det foregående, samtidig med at det forskyder det. Serien udvikler sig som en fortælling uden begyndelse eller afslutning, hvor betydning opstår mellem billederne snarere end i det enkelte værk.

​

Eventyr undersøger dermed ikke blot, hvordan en by kan males, men hvordan billeder over tid bliver til fortællinger. Det genkendelige vender tilbage uden nogensinde at være identisk med sig selv. Som i eventyret er det ikke destinationen, men transformationen, der bærer fortællingen.

​