DIVERSITET
9. juni 2022
For værkliste skriv til Anne.aarsland@gmail.com
Udstillingen Diversitet er kurateret til Danish Diversity Awards i samarbejde med Goodtalks og Dansk Industri.
Én hvid væg. Hvad sker der, når én væg kurateres med fokus på diversitet og mangfoldighed? Og hvad er diversitet i kunst? Er det køn, kvoter, etnicitet eller kunstnerisk indhold og udtryk? Med udgangspunkt i et bredt perspektiv udforskes diversitet på flere planer indenfor en begrænset ramme.
Kunsthistorien har altid været og er stadig domineret af mænd. På trods af et større fokus og en umiddelbart lige accept af kvindelige kunstnere, stikker de strukturelle mønstre dybt og uligheden i kunstverdenen er stadig enorm.
Kunstverdenen bør om nogen gå forrest og vise alle stemmer og ikke bare dem, som vi allerede kender. Det er netop en af kunstens helt særlige egenskaber, at kunne finde og vise det, vi ikke har set før. Igennem nye stemmer, nye formsprog og skæve vinkler opstår nye tanker og idéer.
12 samtidskunstnere med tilknytning til Danmark er inviteret til at give deres syn på diversitet. I udvælgelsen af kunstnerne har der både været fokus på deres baggrund og kunstneriske udtryk. Der er en overvægt af yngre kvindelige kunstnere, men samtidig fokus på spredning i køn, alder, nationalitet og faglig baggrund fra helt nyuddannede til etablerede kunstnere. Diversitet i materialer fra maleri, skulptur, foto, tegning, keramik, gardiner, sølv og meget mere. Men også en bredde i kunstnerisk udtryk og formsprog, hvor det figurative, minimalistiske, ekspressive, konkrete og meget mere udstilles side om side. Men vigtigst har kunstnerne fået ordet og forholdt sig til diversitet udtrykt helt frit indenfor hver deres formsprog.
En yderst begrænset ramme med diversitet på flere planer. Er det kaos? Eller bidrager mangfoldigheden til nye perspektiver på både de enkelte værker, men også væggen i sin helhed? Håbet er, at væggen kan vise, hvordan åbenhed og diversitet kan danne baggrund for nye tanker, perspektiver og innovation.
KUNSTNERE:
Jeanette Hillig, Gurli-Marie Lindum, Ditte Ejlerskov, Pauline Fransson, Milena Bonifacini, Josefine Winding, Camilla Skov, Balder Olrik, Davide Hjort Di Fabio, Simon G. Jakobsson, Victor Ash og Anna Munk.