top of page
hillig 1-kopi.jpg

Dobbeltspalte Eksperiment

-  en soloudstilling af Jeanette Hillig

26. september - 18.oktober 2025.

Fernisering fredag d. 26. september kl. 16.00 - 18.00. 

Hvis du ønsker at modtage værklisten, når den er klar, skriv til gallerianneaarsland@gmail.com 

Jeanette Hillig arbejder med kul, grafit, akryl og blyant på papir som sine primære materialer. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i postminimalismen og kredser om et centralt spørgsmål: Hvordan opstår en figur – og hvor lidt eller hvor meget skal der til, før den træder frem?

I sine tegninger undersøger Hillig figurens væsen og dens samspil med omgivelserne. Hun balancerer præcision med fri eksperimenteren, hvor hver streg og placering på papiret bliver en del af en bevidst komposition. Figurerne kan optræde som enkle former gentaget i serielle sekvenser, som forløb, eller som sammenstillinger, der vejer de enkelte elementer op mod hinanden. Det skaber et visuelt sprog, hvor lethed, opløsning og rum danner en stille spænding mellem kontrol og tilfældighed.

Hilligs arbejde er præget af processuelle overvejelser – en konstant vekslen mellem at påføre og fjerne, opbygge og nedbryde. Hun undersøger, hvordan figurer opstår, hvor de begynder og ender, og hvordan de påvirker hinanden i deres indbyrdes relationer. Gentagelse, variation og fejl spiller en central rolle – som en form for visuel grammatik med sin egen logik og rytme.

Udstillingens titel, Dobbeltspalte Eksperiment, refererer til det berømte kvantemekaniske eksperiment, som første gang blev udført af Claus Jönsson i 1961. I eksperimentet sendes en elektron gennem en plade med to smalle spalter og videre mod en bagvedliggende skærm. Forbløffende nok efterlader elektronen aftryk, som om den har passeret begge spalter samtidig – et fænomen kendt som superposition. Men i det øjeblik man forsøger at måle og observere eksperimentet, vælger elektronen én enkelt vej – som om den kun opfører sit "trick", når den ikke bliver overvåget.

Det er netop denne dualitet – mellem det sete og det usete, det fysiske og det uforklarlige – der taler ind i Hilligs kunstneriske univers. På samme måde som elektronerne afsætter spor på en flade, bearbejder Hillig sit papir med dyb sort kul og tør, grå grafit. Hendes værker rummer en tilsvarende gådefuldhed, hvor betydning opstår og forsvinder i samme bevægelse.

Hilligs tegninger kalder ikke nødvendigvis på én tolkning, men på fordybelse og sansning. De insisterer på, at vi ikke altid skal forstå – men fornemme og undre os. Ligesom dobbeltspalte-eksperimentet udfordrer vores forståelse af virkeligheden, udfordrer Hilligs værker vores blik og forventninger. Hvad er en figur? Hvad er gentagelse? Og hvor ligger grænsen mellem det kontrollerede og det uforudsigelige?

Jeanette Hillig er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har udstillet på blandt andet Overgaden, Holstebro Kunstmuseum, Charlottenborg og Kastrupgaard Samlingen. Hun har modtaget flere legater fra Statens Kunstfond, Ole Haslunds kunstnerlegat m.fl. Jeanette Hillig har lavet permanente udsmykninger af retten på Frederiksberg og Hvidovre Hospital.



MERE OM JEANETTE HILLIG HER

GALLERI ANNE AARSLAND

FREDERIKSBERG ALLÈ 60

1820 FREDERIKSBERG C

ÅBNINGSTIDER 

TORSDAG 13.00 - 17.00

LØRDAG 11.00 - 14.00

INSTAGRAM

gallerianneaarsland@gmail.com

+45 27265789

bottom of page