top of page
anna bak 4.jpg

Echo of the Bloom

Anna Bak

​Fernisering fredag d. 20. marts kl. 17.00 - 19.00.

Udstillingsperiode 20. marts - 18. april 2026.

 

Arbejdet med Echo of the Bloom begyndte i efteråret 2025. En udstilling om forgængelighed, forsoning og sorg.

Echo of the Bloom undersøger livets cyklusser, fra blomstring til forfald, fra frugtbarhed til forandring. Udstillingen kredser om kroppens og naturens parallelle bevægelser gennem tid, overgang og transformation.

Anna Bak er netop fyldt 40 år. En livsfase, hvor kroppen gradvist bevæger sig fra frugtbarhed mod overgang. Samtidig har hun valgt et liv uden børn. Et bevidst valg, men også et komplekst valg forbundet med en vis sorg. Ikke en sorg der nødvendigvis handler om et savn af moderskab, men ligeså vel vemod over erkendelsen af at træde ud af et stadie og mærke kroppens forgængelighed. Det var netop denne bevægelse, fra blomstring til forfald, og herunder livets uigenkaldelige valg, Anna Bak arbejder med i sine værker.

Det konkrete arbejde med værkerne tager udgangspunkt i naturens egne materialer og processer. Blade, planter og blomster er brugt som farve og aftryk på tekstil igennem forskellige indfarvnings teknikker. Bronzeskulpturer er støbt ud fra planter i deres sidste stadie før forrådnelse, andre skulpturer med lag af forskellige materialer, viser livets skiftende stadier eller ophobninger af tid og minder. Materialerne bærer spor af både vækst og opløsning og skaber en poetisk refleksion over livets skrøbelighed og naturens gang.

Udstillingen afspejler menneskets livsfaser i naturens årstider. Forår og efterår, blomstring og afblomstring, og stiller spørgsmål ved tid, forandring og det uigenkaldelige. Hvor naturen gentager sine cyklusser, bevæger mennesket sig kun én gang gennem livets kredsløb.

 

Midt i arbejdet med udstillingen, julen 2025, indtraf en tragisk hændelse, da Anna Bak mistede sin niece i en alt for ung alder. Anna Bak har ønsket at gennemføre udstillingen. Arbejdet med forgængelighed har fået et andet perspektiv.   

Titlen Echo of the Bloom blev valgt før det tragiske dødsfald og var oprindeligt tænkt som en refleksion over afslutningen på kunstnerens eget forår. I dag rummer titlen også ekkoet af et forår, der aldrig fik lov at folde sig ud.

Kunstneren ønsker, at 5 % af alle salg fra udstillingen doneres til Livslinien.

MERE OM ANNA BAK HER

CV 

Hvis du ønsker at modtage værklisten, når den er klar, skriv allerede nu til gallerianneaarsland@gmail.com

Galleri Anne Aarsland
Torsdag 13.00 - 17.00
Lørdag 11.00 - 14.00 

Frederiksberg Allé 60

1820 Frederiksberg C

Nyhedsbrev

bottom of page