I forbindelse med AFGANG, Det Kongelige Danske Kunstakademis afsluttende udstilling på Charlottenborg, har Adrian Cadan arbejdet med en serie oliemalerier, der kredser om det samme motiv: to personer i en seng. Et enkelt, men ladet motiv, hvor følelser, erindringer og relationelle dynamikker foldes ud.

​

Cadan har arbejdet med to modeller, iscenesat med afsæt i egne erfaringer. Alligevel er det ikke det private som sådan, der er i centrum, men hvordan en oplevelse forskydes gennem hukommelse og gentagelse. Processen bevæger sig mellem observation, iscenesættelse og erindring. Over tid transformeres scenen fra noget set til noget husket og genskabt. I denne bevægelse opstår både tab og tilføjelser: detaljer forsvinder, andre træder frem. Fra billede til billede ændres farver, beskæring og komposition, som om motivet konstant genkaldes og genfortolkes. Hvert maleri tager afsæt i det forrige;  elementer flyttes, opløses eller genopstår i nye sammenhænge. Hukommelsen fungerer her ikke som en præcis registrering, men som et aktivt, formende princip.

​

Cadan beskriver selv denne proces som beslægtet med en psykologisk bearbejdning, hvor fortællingen om en virkelig hændelse gradvist filtreres gennem fantasi. Som når et barn hos en psykolog begynder at opfinde sin egen historie og dermed ændrer den. I det øjeblik noget fortælles, får det en form for virkelighed, uanset dets faktiske sandhedsværdi. Malerierne bevæger sig i dette spændingsfelt, hvor erfaring og forestilling glider sammen, og hvor det også handler om at tage ejerskab over sin egen fortælling.

​

Arbejdet trækker på en række kunstneriske og filmiske referencer, blandt andet Caveh Zahedis serie The Show About the Show, hvor instruktøren lader sit eget liv genopføre af skuespillere. Henri Matisses interiører, Edvard Munchs masker og figurer samt Avigdor Arikhas nære, observerende blik. Men også Edgar Degas’ intime, stiliserede scener og Vilhelm Hammershøis dobbelte portrætter danner et vigtigt bagtæppe.

​

Disse referencer åbner for at arbejde med interiøret som både konkret rum og malerisk struktur. I værkerne optræder bøger, tekstiler og ophæng som elementer, der både tilhører en iscenesat virkelighed og en billedmæssig undersøgelse. Rummet bliver et kompositorisk felt, hvor figurer, farver, materialitet og overflader spiller ligeværdige roller.

Der er således ikke tale om naturalistisk realisme, men om en erfaringsnær realisme, knyttet til sansning og følelse. Cadan søger at give plads til sit eget udtryk ved at stole på sin perception, på mødet med materialet og processen. 

​

Cadan er fuldt til stede i maleriet. Uden ironi eller distance overgiver han sig til mediet og dets følelsesmæssige potentiale. Resultatet er en sjældent konsekvent indlevelse, i motivet, dets fortælling og maleriets egen logik. Farver og penselstrøg bærer værket, men det gør også de følelser, der gennemstrømmer det. Samtidig vidner værkerne om en klar bevidsthed om kunsthistorien. Cadan tager maleriet alvorligt, både som praksis og som mulighedsrum.