Kvinder træder frem i værkerne. De holder, bærer, skubber og ser ud gennem tætte lag af vegetation. Deres kroppe bevæger sig i stiliserede og adrætte positurer, hvor hænder, øjne og organiske former flettes sammen i gentagelser og forskydninger. Menneske og landskab glider ind i hinanden i et billedsprog, hvor det kropslige og det vegetative er uløseligt forbundet.

 

Udstillingen udspringer af en personlig undersøgelse af arv, generationer og tilknytning, hvor kropslige erfaringer og livsovergange har åbnet et større spørgsmål om, hvordan noget videreføres gennem tid. Her bliver kroppen et sted, hvor både erindring, sårbarhed og styrke kan aflejres, ikke som entydige fortællinger, men som spor og sansninger.

 

Med rødder i en familiehistorie præget af jordbrug og dyrkning kredser værkerne om forbindelsen mellem krop og jord, mellem det der gror og det der bæres. I dette kredsløb opstår en opmærksomhed på, hvordan erfaringer kan gentage sig på tværs af generationer, kke som direkte fortællinger, men som stemninger, reaktioner og mønstre.

 

I et symbolsk formsprog med tilbagevendende elementer som hænder, øjne, kar og planter væves en fortælling frem om nedarvede strukturer og muligheden for forandring. Kvindefigurerne fremstår både som bærende og som dem, der kan give slip. De befinder sig i et felt mellem kontrol og opløsning, mellem det fastholdte og det foranderlige.

 

Med referencer til karyatider, den bærende kvindefigur i den klassiske arkitektur, peger værkerne på kvinden som både struktur og bærer: en figur, der holder vægt, historie og kontinuitet, men også rummer et potentiale for transformation.

 

Under himlen over jorden er en refleksion over, hvad vi arver, hvad vi bærer videre i kroppen og i historien, og hvad der med tiden kan gives slip på.

​

​

MERE OM BIRGITTE STØVRING

​

CV