
CECILIA DE JONG
Cecilia de Jong (f. 1980) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2008. Hendes arbejde er præget af en dyb fascination af geometriske former og repetitive skabelsesprocesser, som hun benytter til at udforske relationen mellem indre oplevelser og ydre materialer.
De Jong arbejder primært med akvarel og bløde tekstiler som bomuld og vintage-tråd. Hendes broderier skabes gennem en langsommelig og koncentreret proces, hvor hun, via tætte fladsting i forskellige variationer, gradvist fylder fladen med farve. Resultatet er en form for udvidet maleri, taktilt og meditativt, udført med nål og tråd.
"Motiverne i mine værker er baseret på geometriske former, der er bygget op omkring det hinduistiske ‘Bindu’-koncept: det første punkt hvorfra alt liv udspringer. Jeg starter derfor med en perforering, hvor passernålens spids møder papiret eller bomulden. Derfra arbejder jeg metodisk, men også til en vis grad spontant, med at opbygge et motiv fra dette første punkt og en central akse (eller flere),” fortæller hun.
De Jongs seneste værker videreudvikler denne personlige og kontemplative tilgang, hvor mønstre og organiske former spejler livets cykliske natur. Gennemsigtighed, esoteriske referencer og bæredygtighed er centrale temaer, og hendes materialevalg – bl.a. genbrugstråd og økologisk bomuld – afspejler et ansvarligt og cirkulært kunstsyn.
De Jongs værker er blevet udstillet på udstillinger på blandt andet Kunstmuseum Brandts, Sorø Kunstmuseum, Malmø Kunsthal og Århus Kunstbygning. Hun har desuden undervist og faciliteret workshops, herunder den anerkendte Vulva embroidery-workshop, der blev afholdt på Kunstmuseum Brandts og Nyborg Gymnasium i 2023.
For værkliste over tilgængelige værker af Cecilia de Jong, skriv til gallerianneaarsland@gmail.com
Foto: Kristine Mengel
VÆRKER:




