
BIRGITTE STØVRING
Birgitte Støvring er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Hun har blandt andet udstillet på Museet for Religiøs Kunst, Himmerlands Kunstmuseum og Kastrupgaardsamlingen, samt deltaget på utallige gruppeudstillinger i ind og udland, blandt andet Alanna Miller Gallery (New York).
Derudover har hun lavet flere udsmykningsopgaver, herunder kan nævnes retssal 5 ved Retten i Svendborg og Horserød Statsfængsel (kvindeafdelingen)
Om sine værker fortæller Birgitte Støvring:
“I min seneste billedserie har jeg arbejdet med en figur kaldet “gartnerinden”. For et par år siden valgte jeg sammen med min familie at flytte fra KBH og ud på landet. Jeg har aldrig haft et ønske om at male forskønnede havebilleder, men med “gensynet med naturen” opstod der en fornyet gemt interesse. Min mors forældre kommer begge ud fra en slægt af gartnere, og i min familie har der altid været en stærk forbindelse til jord og vækst. I særdeleshed min mormor havde grønne fingre - og hun forstod vigtigheden i at pleje og gøde jorden - altså at give med omsorg, for at få noget konstruktivt retur.
Figurerne på mine billeder knytter sig særligt til fortællinger om min mormor. Man kan sige at hun er blevet en ny version af den græske gudinde Demeter, der vogter over jordens frodighed. I mine malerier optræder der også hobevis af vaser, som kan transportere livgivende vand, samt valmuer der står stærkt og lyser rødt. Dem husker jeg fra barndommen som en hyppig grøftekantsblomst - både skrøbelig og stærk. I malerierne ser jeg dem som symboler på forgængelighed, og de optræder sammen med kvinder der konstant, i kraft af deres positurer, søger efter balance. I mine nyeste værker begynder de også at slå rødder, og fortiden stikker op af jorden i form af hænder og øje.
Jeg har altid arbejdet ud fra at tingene er i sammenhæng med hinanden, og har særligt i disse år haft mange overvejelser om jordens tilstand. Hvad sår vi? hvad kan vi høste? Og hvad giver vi videre til kommende generationer? “
For værkliste over tilgængelige værker af Birgitte Støvring skriv til gallerianneaarsland@gmail.com
VÆRKER:




