PRESSEMEDDELELSE
Anne Aarsland åbner galleri på Frederiksberg Allé i april
Efter syv år med Kunstsalonen åbner Anne Aarsland galleri i eget navn på Frederiksberg. Galleriet vil præsentere skiftende soloudstillinger med etablerede kunstnere og fokuserer desuden på opdagelse og udvikling af nye talenter, herunder yngre kunstnere, der stadig er studerende på kunstakademierne.
”Noget af det, jeg holder allermest af, er at tage rundt på ateliererne og på akademiet og spotte de nye talenter. Med Galleri Anne Aarsland er mit ønske at have tid og plads til at gå i dybden med de enkelte kunstnere og formidle deres arbejde og værker. Jeg lægger stor vægt på kunstnerisk kvalitet og fordybelse, samtidig med at der skal være plads til udvikling af nye tanker og eksperimenterende udtryksformer. På de skiftende soloudstillinger håber jeg at skabe nærværende og meningsfulde møder mellem kunstnere og publikum,” fortæller Anne Aarsland.
Kunsthandel i underetagen
Sideløbende med soloudstillingerne kommer galleriets rummelige underetage til at fungere som en moderne kunsthandel, hvor de besøgende kan opleve et nøje kurateret udvalg af samtidskunst i flere prisklasser.
“Jeg holder meget af at opdage nye kunstnere – særligt de unge kunstnere, som måske står på tærsklen til deres gennembrud. Det betyder, at man kan være heldig at få fingrene i værker, før de stikker af prismæssigt, og det gør galleriet til et interessant sted for både samlere og nye kunstinteresserede. Mit fokus er på kvalitet, personlig udvælgelse og en håndplukket samling af kunst, hvor der er plads til både det etablerede og det eksperimenterende,” siger Anne Aarsland.
“Det er et lille galleri, men til gengæld har jeg personligt håndplukket hvert eneste værk. Man er altid velkommen til at stikke hovedet ind, se på kunst og lade sig inspirere. Jeg vil gerne skabe et seriøst, men tilgængeligt mødested for kunstinteresserede. Derudover tilbyder jeg personlig rådgivning baseret på mange års erfaring i kunstverdenen. Alle er velkomne til at kigge forbi i åbningstiden eller efter aftale,” tilføjer hun.
Kunstnere
Galleriet vil præsentere soloudstillinger og forhandle værker af en lang række talentfulde kunstnere, herunder Jeanette Hillig, Adrian Cadan, Christian Finne, Manuel Canu, Vera Ljunggren, Kjartan Søderberg, Rodrigo Mamani, Marianne Thygesen, Caroline Sofie Have, Karl Krummes, Anna Bak, Victor Ash, Hannah Skog, Cecilia De Jong og Birgitte Støvring.
Om Anne Aarsland
Anne Aarsland er cand.mag. i Kunsthistorie & Visuel Kultur fra Københavns Universitet. Hun har tidligere drevet galleri i eget hjem, og siden 2017 har hun sammen med Mette Helena Rasmussen drevet Kunstsalonen, hvor de arrangerer skiftende udstillinger i private hjem. Kunstsalonen fortsætter sideløbende med galleriet på Frederiksberg Allé.
Åbningsudstilling: Genbesøg af Adrian Cadan
Galleri Anne Aarsland åbner 4. april med udstillingen Genbesøg af Adrian Cadan. Adrian Cadan (f. 1995) er studerende på 5. år på kunstakademiet i København og har tidligere udstillet på blandt andet Gallery Q, Salon 75, Salon Esther, A Mon Avis, Politikens Kunstforening samt adskillige gange på Kunstsalonen. Udstillingen kører indtil 30. april. Læs mere om udstillingen her.
Galleri Anne Aarsland
Frederiksberg Allé 60
1820 Frederiksberg C
Åbningstider:
Torsdag: 13.00 - 17.00
Lørdag: 11.00 - 14.00
For yderligere information og pressefotos, kontakt venligst:
Anne Aarsland
E-mail: anne.aarsland@gmail.com
Telefon: +45 27265789
https://www.anneaarsland.com/