
Adrian Cadan
AKTUELT:
Maj 2026: AFGANG, Charlottenborg.
August 2026: Enter Art Fair
September 2026: Solo Galleri Anne Aarsland.
Skriv til gallerianneaarsland@gmail.com hvis du ønsker information og værkliste i forbindelse med Afgang og solo.
Adrian Cadan (f. 1995) er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hans maleriske praksis tager afsæt i en ekspressionistisk tradition og bevæger sig mellem figurative og abstrakte greb. Centralt står en vedvarende undersøgelse af maleriets muligheder – både som historisk felt og som sanseligt, nutidigt medium.
Cadan arbejder serielt og kredser ofte om det samme motiv over længere tid. Gennem gentagelser og små forskydninger i beskæring, farve, komposition og penselføring forandres motivet gradvist fra det sete til det erindrede og genfortolkede. Dermed undersøges, hvordan perception og hukommelse former billedet, og hvordan minimale variationer kan skabe nye betydninger.
Motiverne er typisk enkle og genkendelige, men rummer en psykologisk og følelsesmæssig kompleksitet. Fokus ligger ikke på fortællingen i sig selv, men på dens transformation gennem maleriets proces. Her opstår et spændingsfelt mellem erfaring og forestilling, hvor billedet både mister og genopfinder sit indhold.
Det serielle arbejde fungerer samtidig som en undersøgelse af kunsthistoriske traditioner. Cadan trækker især på genrer som stilleben og maleri efter model, som han genbesøger i en nutidig kontekst.
Hans praksis er præget af en udtalt tilstedeværelse i maleriet uden ironi eller distance. Han overgiver sig til mediets følelsesmæssige og materielle logik. Farver og penselstrøg bærer værket, men også en tydelig sensibilitet for stemning og indlevelse. Samtidig afspejler arbejdet en bevidst relation til kunsthistorien, hvor maleriet tages alvorligt som både praksis og mulighedsrum.






